Villy Faurholt Troelsen, Plejehjemmet Thulebakken, Aalborg, er død, en uge efter sin 92 års fødselsdag.
Villy Troelsen havde haft et usædvanligt liv. Han blev under den tyske besættelse 1940-45 medlem af den københavnske modstandsgruppe Holger Danske, men først som 90-årig fortalte han om de år. Nogle måneders illegal aktivitet kom til at præge hele hans liv.
Villy Troelsen huskes sikkert stadig af mange nordjyder. Han var Ruko-manden, leder af Rukos værksted i Slotsgade i Aalborg i en menneskealder, en dygtig fagmand, og et meget beskedent menneske.
Villy blev født i Herluf Trolles Gade i det indre København. Som 15-årig blev han ansat på Danmarks førende virksomhed inden for låsesystemer, Ruko, og her var han indtil pensioneringen som 67-årig. Han havde usædvanlig flair for tekniske detaljer og avancerede hurtigt til at blive en værdsat montør.
Villy Troelsen er 22 år, da han bliver tilsluttet modstandsorganisationen Holger Danske 3 i sommeren 1944, først i Afdeling John og, da den bliver optrevlet, i Afdeling John/Eigil. Han deltager i en række kampaktioner, sabotage, er med i dækningsgrupper og våbentransport og lever under et voldsomt pres. Selv da han er under jorden arbejder han stadig på Ruko.
Den overvejende kampform for afdelingen i Holger Danske er likvidering af stikkere, og en dag var også Villy med til at dræbe, efter ordre. Det blev noget han gemte væk og ikke nævnte for nogen, fordi han blev meget påvirket af debatten efter krigen om likvideringerne, drab eller nødvendighed.
Villy Troelsen blev taget af tyskerne på sin arbejdsplads i Ruko i februar 1945 og indsat i Vestre Fængsel. Og så startede det tyske Gestapos afhøringer. Det skete i Shellhuset, oppe i en af de små celler i øverste etage, også den dag i marts 1945, da engelske fly lægger bygningen i ruiner. Han redder livet, men fanges igen og bliver ført til Frøslevlejren, hvor han oplever befrielsen 5. maj 1945.
Senere vender han hjem til København og får sin stilling ved Ruko tilbage og bliver først i 1950’erne sendt til Aalborg for at åbne og lede en ny filial for virksomheden. Han og hustruen Gerda flytter ind i det helt nybyggede Samsøgade 40 i Ø-gadekvarteret og starter et liv, langt fra deres hidtidige miljø i København. Her når de også at fejre diamantbryllup, men 14 dage efter bryllupsfesten dør Gerda i 2008. Siden flyttede Villy til Plejehjemmet Thulebakken.
Villy døde få uger før en bog om hans begivenhedsrige ungdom udkommer. Bogen Dilemma er skrevet af Ole Hahn Houmann, Vestbjerg.
Villy Troelsen efterlader sønnerne Claus og Ole, fire børnebørn og to oldebørn.